Første gang etableret fynsk sanger udgiver sang i eget navn – sangen er til skilsmissebørn over hele verden 

Den fynske sanger Søren Okholm udgiver ny sang. Faktisk er det første gang den ellers meget veletablerede fynske sanger og musiker udgiver sit eget materiale. Om sangen ”Lille Stjerne” siger han, at den har fungeret som en slags gratis terapi efter han i 2015 blev skilt.  

”Du er den, der altid bygger bro. Selv i dit eget hjerte som vi delte i to,” synger Søren Okholm i sin nye sang, som netop er udgivet eksklusivt her på Sleeve.

”Lille Stjerne” hedder sangen, som er skrevet til hans datter Freya Okholms konfirmation tilbage i 2020 – og som nu er indspillet i et studie. 

”Det er en sang fra en far til hans datter, men den er samtidig også alle andre skilsmissebørn i hele verden. Jeg håber, at folk mærker musikken og måske også kan relatere til teksten. Måske de kan bruge sangen i deres eget liv, ligesom jeg bruger musik til at bearbejde følelser,” siger Søren Okholm. 

Det gode håndværk er vigtigt
Nogen har måske allerede hørt sangen, da Søren Okholm har haft en simpel kælderstudieindspilning liggende på sin youtube-kanal. Men nu har den fået det professionelle set-up med flere andre fynske musikere i studiet, og sangen er sendt på gaden i stedet for ”kun” at følge Søren Okholm rundt til hans optrædener i hele landet. 

”Jeg har jeg valgt at prøve at flytte min karriere mere mod at være udgivende artist. Selvom jeg har arbejdet professionelt i musikbranchen i mere end 30 år, er der desværre aldrig kommet et pladeselskab uopfordret med en stor pose penge, så derfor har jeg valgt selv at tage teten. Både for at indfri mine personlige drømme og ambitioner, men også fordi jeg føler, jeg har noget musikalsk kvalitet og håndværk at byde på, hvilket jeg ellers savner i nutidens musiklandskab.” 

Lige nu er sangen med på Julie Bertelsens jule-tour, hvor Søren Okholm synger den. 

Når en 8-årigs digt bliver til musik
Teksten er baseret på et digt, som hans datter har skrevet som 8-årig henne i skolen. Det blev til sangen fra Søren Okholms hånd sammen med sangskriver Stefan Mørk, som udover at være sangskriver og udgiver eget musik også står bag festivalen Nashville Nights i Odense. 

Digtet lyder: En skinnende sød sølvstjerne. Stjerner lyser flot på himlen. Stjerner sejler i måneskin. Stjerner funkler så flot. En skinnende sød sølvstjerne. Jeg ønsker at alle får et godt liv, 

Hans datter har givet en første anmeldelse på den nye studieindspilning: 
”Jeg synes virkelig, det er blevet godt. Også den der måde, at den er helt rolig og sårbar, VIRKELIG GODT,” lyder Freya Okholms ord. 

At han starter sin første udgivelse i eget navn med noget, der kommer så tæt på ham og hans familie – det er han stolt af. 

”Jeg har forsøgt at skabe noget musik, som kommer fra et ærligt sted i mig. Både som menneske og musiker. Jeg ved godt, at det er meget personligt og sårbart, men jeg føler, at jeg har mig selv med og kan stå helt inde for det. Nu er jeg meget spændt på at høre, hvad folk synes om det.” 

Lyder næsten som soul
I forhold til det lidt mere musiknørdede, så har indspilningen nærmest fået lyd af gammel soul, fortæller Søren Okholm.  

”Jeg er gået efter et organisk lydbillede med ægte instrumenter. Der er brugt vintage instrumenter som Hammond B3 orgel og Wurlitzer. Og så fungerer det bare rigtig godt med producers Jakob Eilsøs fantastiske drømmende univers.”